Poloridning

Danish Polo Association (DPA) er den første poloklub i Danmark

DPA er en afdeling under Sportsrideklubben.

Klubben byder alle velkommen til at prøve kræfter med sporten. Polo er for alle aldre, begge køn og kræver ingen kvalifikationer. 80% af dem der starter er over 40 år, og har aldrig redet før. Men det er klart en fordel at have rideerfaring. Kvinder og mænd kan spille på samme hold, og forskellige niveauer (handicaps) kan også spille på samme hold. Klubben har stort fokus på juniorernes udvikling. Man lærer poloridning som en integreret del af polotræningen.

Klubbens heste kan lejes, og er afgørende for at give mulighed for at starte med at spille polo uden at eje egen polohest. Egne poloheste må også meget gerne bruges i klubben.

Klubben har gennem to sæsoner bevist påstanden, at man uanset forudsætninger kan få en oplevelse af at have spillet polo på første introduktionsdag. Oplevelsen af at spille polo er fantastisk, fordi alle sanser og hele ens fysik er i brug.

  • Polo er funderet i horsemanship
  • Polo er en boldsport til hest
  • Polotøjet er en poloshirt og jeans, kraftige ridestøvler og en hjelm med en bred skygge
  • Polo er en team sport, hvor holdets samarbejde hyldes snarere end enkeltmandspræstationer
  • Polo har fart på allerede fra start af
  • Polo er krævende, men det er meget let at komme i gang og få store oplevelser
  • Polohestene er nøglen til den meget lave barriere for hurtigt at få store oplevelser
  • Polotrænede heste er meget lette at styre rundt med, er ikke så store (maks 163 cm i stang) og har et meget roligt gemyt. Selv folk der ikke bryder sig om heste, taber hjertet for disse skønne dyr. De er ofte en blanding af fuldblod og criollo.

Spillet

Meget kort spilles polo af 2-4 personer og heste på hvert hold. Trafikregler er spillets rygrad og er til for at sammenstød og ulykker undgås. Der rides efter en mindre hvid bold, der rammes med en lang mallet (en slags kølle) fra hesteryg. Man benytter kun højre hånd, mens venstre hånd holder tøjlerne. Bolden skal i mål (mellem to stolper) i hver ende af banen. Det er en teamsport med taktik og korrekt placering som hovedingredienser – dernæst kan rideevner og fart tilsættes. Polo kan spilles på mange forskellige typer af underlag lige fra græs, sand, sne og forskellige ridebane/-hus underlag. Man vælger blot den bold, der fungerer bedst og det antal spillere der er plads til.

DPA vil gerne slå et slag for, at det ikke behøver at være dyrt at spille polo. Polo koster nemlig ikke mere end at holde hest og poloheste kan gå i løsdrift. Polo kaldes – king of sports – sport of kings – og det skal derfor understreges, at man kan tage sporten til de højder som man selv ønsker. Selvom man hurtigt kommer til at opleve polospillet, er det også en sport, hvor man hele livet igennem kan dygtiggøre sig.

Polo er blevet citeret for at være: ”Den unikke blanding af hastighed og ultimative ridekundskaber kombineret med boldøjefærdigheder. Som kunstskøjteløb svarer til dressur, svarer ishockey til polo.”

Klubben har hestene og grejet – du skal bare booke tid via: www.danishpoloassociation.com

Læs mere om DPA på www.danishpoloassociation.com. Følg også DPA på www.facebook.com/groups/danishpoloassociation